Books, books, books

Orlando by Virginia Woolf – awesome, and mindfucking. “Suddenly it’s a 100 years later, lol.”

Lolita by Vladimir Nabokov – awesome on the second read. (But creepy, undoubtedly creepy.)

The Reluctant Fundamentalist by Mohsin Hamid – awesome and very readable.

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Gymnasielol

Jeg tror nok jeg er blevet bekræftet i dag i at jeg godt kunne forestille mig at blive gymnasielærer. Jeg sad med en 1.g-elev i lektiecaféen og hjalp med engelsk, og fik med dét øjnene op for, hvor meget man egentlig måske kan tillade sig som lærer. Forhåbentlig. Jeg forestiller mig at man til en vid udstrækning kan få lov til at vælge sine tekster selv, sine undervisningsformer, sine foci (…), sine pædagogiske kattetegninger. Det kan da kun være sjovt og givende. Elevens lærer havde givet dem en (umiddelbart) virkelig interessant tekst, der både gik ind på The Inkhorn Debate (selv om de ikke skulle læse det), The Declaration of Independence, Webster og kampen frem mod lingvistisk uafhængighed (hvis det skulle eksistere). Det var ret fascinerende at se at man også kan tillade sig at bringe sådan noget ind. Der var en oversigt over hvilke ændringer Webster fik kørt igennem, og en fonetisk sammenligning over en fem ord. Det var selvfølgelig ordbogs-transkription, men ideen kom fint igennem, hvis man orkede at kigge på det. Og “hvis man orkede” er nok en ret vigtig pointe at få med her. Eleven, jeg hjalp, kunne nærmest ikke overskue at læse lektiebeskrivelsen, så det må have virket helt uoverskueligt at få kigget på teksterne alene. Desuden må emnet nødvendigvis virke flippet og outreret, for det er jo trods alt hverken fjollede tekster om teenagere fra 90’erne eller terpen af irregulære verber.

Jeg tror det må kræve en pædagogisk katte-tegningstilgang for at få sneget sådan noget ind. MEN, nogen gør det tydeligvis, mere eller mindre succesfuldt, og hvis man kunne tweake den tunge tekstlæsningstilgang i en retning af noget, der virker sjovt og tilgængeligt… Myes.

Den anden tekst, hun skulle læse, til gengæld, var ret emblematisk af alt hvad jeg hader ved letkøbt letlæselig gymnasielitteratur. Den fik det til at lyde som om at de fleste talere af engelsk var enormt dovne og dårlige, og derfor kun kendte til 8000 ud af 500.000 mulige ord. Det er for det første noget fis, og gjort endnu værre ved uklar formulering. Man kunne snildt læse det som om den gennemsnitlige englænder kun kendte 8000 ord, hvilket jo, med mindre mange af de relativt troværdige fagbøger, jeg netop har læst, tager fejl, på ingen måde passer. Med mindre, selvfølgelig, man snakker om 4-5-årige. Så kan det måske være rigtigt nok. Som jeg læser det, er den overordnede idé at pre-schoolers har et kendskab til omkring 13.000 ord, og at den gennemsnitlige highschooler har 60.000. Det betyder selvfølgelig ikke at den gennemsnitige 5-årige går rundt og bruger 13.000 ord, men vedkommende skulle være i stand til at forstå så mange. Det må naturligvis være en tilsnigelse, da jeg tvivler på at man kunne få nogen gennemsnitlig 5-årig til at sidde model til at høre 13.000 forskellige ord, men stadigvæk. Jeg antager at en klog videnskabsmand (m/k) et sted har fundet en god måde at gøre sådan noget på. … Det ville egentlig være interessant at vide hvordan. Aaaanywho. Den anden ting i teksten, som virkelig gjorde mig utilfreds, var en formulering, der udbredte en idé a la “engelsk er et populært og brugt sprog fordi de har været så flinke og gode til at låne ord fra andre sprog”. Det er nemlig det, der skete. The Norman Conquest skete fordi englænderne havde inviteret normannere over til te og magtovertagelse. Så sad de og snakkede lidt, og englænderne stjal de sejeste franske ord. True story.

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Hvorfor skal sprog absolut være af den art, der bruges?

Jeg hører fra en veninde at en af hendes lingvist-lærere er af den overbevisning at autister (af den slags, der ikke taler) ikke har noget sprog – fordi de ikke taler. Det er da en pjattet holdning. Bare fordi der ikke kommer noget ud, behøver jo på ingen måde betyde at sprogstrukturer og -koncepter ikke ligger lunt og godt inde i hovedet alligevel. Autister, også uden sprog, forstår jo sprog. Og hvordan skulle de kunne gøre det uden sprog? Og “sprog er kun det, der bruges”… er grunden til at jeg befinder mig så komfortabelt på Engelsk, med deres rimelig ortodokse form-tilgang.

Hvorfor skulle det kun være interessant at se på det sprog, der kan høres/læses? The formal, Chomskyan, theoretical approach, sure, is pretty flippet. Men det er da umådeligt fascinerende at sprog måske kan ses som velformede strukturer, og tegnes som træer. At man ud fra det brugte sprog (ja, ja) kan udvinde dybere, mere generelle sammenhænge om opbygningen. At det giver mening på det niveau, uden at man behøver at bekymre sig om hvorvidt de pragmatiske regler vrøvler om appropriateness. Jeg har det med sprogvidenskab som jeg har det med matematik: bare fordi det ikke nødvendigvis udspringer fra eksempler fra virkeligheden, og bare fordi det nok egentlig ikke har, eller vil få, nogen som helst praktisk betydning eller reel anvendelse, så er det stadig værd at beskæftige sig med. Hvem har brug for virkeligheden når man smukke systemer?

Det er selvfølgelig at sætte det på spidsen, og også at overdrive en kende. Matematik og lingvistik er (desværre?) ikke fuldt sammenlignelige, siden matematik trods alt er noget man har fundet på og bestemt sig for. Men samtidig kan man jo stadig finde ud af nye ting om matematikken, ved at gå ud fra de opfundne regler og koncepter og udforske deres implikationer. I lingvistik må man trods alt gå ud fra noget, der ikke er blevet bevidst opfundet. At det så kan se ud som om man bruger denne uopfundne viden til at kreere noget, der på overfladen ser ret tilfældigt opfundet ud, er en anden sag. Og når man kommer ind i denne opfundne verden af abstrakte træstrukturer og usynlige sprogorganer, bliver man mere og mere bevidst om at ja, det er opfundet, men at det stadig formår at beskrive og uddybe en reel virkelighed. Oven i købet, måske, en virkelighed på et mere basalt og systematisk plan end de ting, der kommer ud af folks mund.

Jeg tror jeg ville have det svært med Lingvistik, som i Aarhus Universitet-studiet Lingvistik. At fuldkommen ignorere den formelle lingvistik er at give køb på en enorm, og enormt fascinerende, verden af opfattelse. Man vil uvægerligt gå glip af indsigt hvis man udelukker formalitet til fordel for funktionalitet. Der er ubetinget en berettigelse i den funktionelle lingvistik, som med dens udgangspunkt i ytringer, variation og virkelighed giver et varieret billede af sprogbrug, som formel lingvistik måske ikke har lyst til at kigge på. Til gengæld giver det formelle perspektiv adgang til en verden af strukturer og systemer og mening, som også skal have lov til at leve. Det er, måske, sammenligneligt med matematik i det perspektiv at formel lingvistik er den teoretiske afdeling, som er flippet, men awesome, mens funktionel lingvistik er for økonomer og ingeniører etc. Men hvem ville have været foruden Fermats Sidste Sætning (som måske nok på et plan er brugbar nok, men stadig teoretisk nok til at være flippet og awesome)?

Jeg tror ikke jeg vil nogen steder med det her indlæg. Bortset fra at slå fast at både teoretisk matematik og teoretisk lingvistik er awesome. Og at der må være en måde at kombinere dem på. Jeg husker dog lige på at udgangspunktet for at skrive var min Sociolinguistics-lærers valg af tekst. Vi skal læse det introducerende første kapitel om Code-switching, hvor konceptet problematiseres og resten af bogens fokus nævnes. Det blev gjort i tre punkter (1, 2, 3) hvor 1-2 havde et klart funktionelt perspektiv, og det tredje havde det mere formelle, “although this has not been widely examined…” struktur-aspekt. Og hvad vælges der, til os Engelsk-studerende? Nummer tre, selvfølgelig. Excellent.

(Og at funktionel lingvistik også er cool nok – men Pragmatik måske bare ikke interesserer mig så forfærdeligt meget).

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Pjat – eller sproglig determinisme. Og det imellem.

Terrorist-tekande

Dette er det første indlæg på bloggen, og burde måske derfor indeholde noget introduktionsmateriale. Noget i stil med en indvielse i de dybere tanker om dette stykke kreation, en hilsen til læseren, måske en lille tegning. Det er lige her, hvis du vil have det. Du skal bare selv finde på det.

Og, med det lagt bag os – up, up and away til noget jeg har gået og tænkt over siden min fonetikprofessor gjorde mig opmærksom på sydstatsbegrebet “comfort station”. Det er, mere eller mindre overraskende, en eufemisme for toilet. (Og jeg fanger mig selv i at sidde og overveje om jeg burde kalde det noget andet; nødtørftsstedet, dasset, det lille hus, badeværelset, lokummet, og ser mig selv fanget. Heldigvis er jeg jo bare endt med at skrive toilet. Uden metaovervejelser. Nogen steder.) Spørgsmålet dengang, som nu, er hvorfor i alverden man skulle føle behov for at navngive dette rum som sådan. Nu har jeg aldrig været i USA, men jeg hører at der skulle være en angst for at bruge ordet “toilet”; at det måske oven i købet kan være ubehøvlet at være så ligefrem om sine ærefulde intentioner. (“Jeg hører” er forresten en fantastisk vending, som jeg vil gøre megen brug af for at pointere hvor ansvarsfralæggende den er, og samtidig fralægge mig ethvert ansvar.) Idéen bag eufemismer er at kreere “a pleasant name for something that is unpleasant”, og i denne formulering ligger netop en antydning af mine overvejelser. Et behageligt ord for noget ubehageligt. Klassiske eksempler kan findes i død, man “sover stille ind” eller “forlader” nogen, en flaskedreng er en servicemedarbejder, instansen for udsmidelse af udlændinge er en service og skraldemanden er renovationsarbejder.

Det interessante, for mig, ved disse udtryk er noget, der formentlig kan gå ind under paraplybetegnelsen “lingvistisk determinisme”. For har ordene faktisk en virkning? Bliver ens toiletforestillinger mindre udprægede ved at der spørges  efter “a comfort station” i stedet for “a toilet”? Og hvis de gør, er det i så fald faktisk udtryk for at man tænker at komfortstationen er noget andet end toilettet? Eller er det et udtryk for at man bliver stødt over at taleren ikke overholder de høflige konventioner hvis vedkommende åbenlyst efterspørger toilettet?

Får flaskedrengen og skraldemanden en højere status af at blive til medarbejder og renovationsansat? Og hvis de gør, i hvor lang tid holder den? Hvis man først har gennemskuet at renovationsarbejderen er personen, der (prisværdigt!) henter dit skrald, vil en ændret titel så gøre fra eller til? Han(/hun?) udfører jo stadig skraldemandens arbejde, i skraldemandens position.

Gør Udlændingestyrelsens navneskift til Udlændingeservice at man tænker mere positivt om dens arbejde? At det er i højere grad er en service, de udbyder, når de losser familier over grænsen? (Og bemærk dog hvordan min brug af “losser” og “familier” sandsynligvis vil gøre dig tilbøjelig til at blive forarget, hvad enten du er enig i implikationerne eller ej.)

Så. Jeg tabte tråden.

Her er også tråd. For pointen med det ovenstående er kun en smal del af området. Jeg har fokuseret på politiserede (etc.) ord, og man vil kunne finde sådanne hvorend man går, specielt hvis folk åbner munden. Eller skriver. Eller tegner. Ord, der er eufemismer, og som eksisterer relativt bevidst for at frembringe en vis følelse hos høreren/læseren/seeren. Virker de? Virker de når folk ved at de virker? Og hvad med terrorist/frihedskæmper – jeg ved at det virker, men samtidig virker det.

En anden, og umiddelbart mere interessant, vinkel på problemet er de ord, som ikke er nær så åbenlyst manipulerende. En helt essentiel ting er noget, der forarger feminister, og som jeg har fået en noget mere pragmatisk holdning til efter at have stiftet bekendtskab med Old English. Det kønsneutrale, umarkerede ord er “he”, og sådan er situationen også på dansk. Som min Sociolinguistics-lærer  beskriver det, handler det om at man har det kønsneutrale pronomen “he”/”han”, som er homofont med (lyder som) det kønsspecifikke “he”/”han”. Det har altså status som kønsneutralt, men “det samme ord” bliver brugt kønsspecifikt. Når man læser politisk korrekte tekster, vil man i højere grad opleve at den uspecifikke person bliver omtalt som “she”, men det er svært at lade være med at studse over det. Uden at have læst særligt meget om det, vil jeg antage at det netop skyldes at det trods alt kønsneutrale ved pronomet “he” (når det skal bruges kønsneutralt), pludselig bliver tvunget til at være direkte kønsspecifikt ved at bruge det kvindelige, markerede pronomen. At det forholder sig sådan, er ret interessant – jeg har altid antaget at he/him bare var kønsspecifikke, og at man var så vant til at høre dem at she/hun bare lød mærkeligt. Det her giver en meget sød forklaring på hvorfor det ikke bare er sådan (og hvorfor det lyder så overraskende mærkeligt at bruge det feminine pronomen).

Igen må jeg indrømme at være kørt ud på at skråplan, men den røde tråd hænger stadig ved (den er bare en kende filtret). Det interessante med alt det her, er, i hvor høj grad ord kan påvirke os til at tænke på bestemte måder. Gør det kønsneutrale he/han at man er mere tilbøjelig til at tænke på personer med uspecificeret køn som mænd? (Eksempel fra føromtalte Sociolinguistics-lærer: “no one has any idea who came into the room and ate all the chocoloate” – er man mere tilbøjelig til at tænke på chokoladespiseren som mand, hvis man er fra et land med  kønsneutralt-homofont-med-kønsspecifikt pronomen?).

Sapir-Whorf-hypotesen (som Pinker’s “The Language Instinct” har gjort mig lidt træt af) er en af de klassiske idéer om lingvistisk determinisme. De forestiller sig at ens sprog helt generelt påvirker ens tanker, og at man altså tænker forskelligt afhængigt af om man taler dansk eller farsi. Den er blevet diskrediteret i dens mere ekstreme former (at sprog påvirker ALLE tanker, måske), men jeg kan se at den stadig er utroligt brugt og utroligt inkorporeret i også videnskabelige tanker og bøger. Jeg blev helt skræmt da min Sociolinguistics-bog nævnte den i sin introduktion, og da min HUM-fagslærer brugte dem som troværdige eksempler. Men er der noget om snakken? Påvirker sprog tanker?

Frihedskæmper-tekande

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized